I fælleshuset er der tilbud om fællesspisning alle ugens dage. Hver søndag melder husstandene til eller fra for den kommende uge, og kan man ikke nå at være med en dag, bliver ens portion gemt i køleskabet til senere. Man kan også tage maden med hjem, hvis hverdagen presser på, og det er (næsten) altid muligt at få gæster med til fællesspisningen.
Alle voksne hjælper til i køkkenet ca. 5 gange om måneden. Det inkluderer typisk én “cheftjans”, hvor man vælger menuen, samt fire andre tjanser som medkok, opvask eller rengøring af fællesrum. I praksis betyder det, at man kun står for madlavningen én gang om måneden – altid med hjælp fra to andre erfarne beboere. Unge deltager også i madholdene, men er sjældent chefkokke.
Maden er varieret og afhænger af dagens kok – fra klassisk hverdagsmad til kreative retter. Der er altid et vegetarisk alternativ, og vi bestræber os på, at måltiderne passer til både børn og voksne.
Fællesspisningen er organiseret med et fast månedligt beløb, hvor man får refusion for de dage, man melder fra. Hvert madhold har en indkøber, som sørger for ugens indkøb.
Fællesspisningen er hjertet i Blåhøjen – et uformelt og hyggeligt samlingspunkt, hvor vi mødes på tværs af generationer. Mange familier oplever også en stor tidsbesparelse, fordi man slipper for selv at stå for aftensmaden hver dag.